'Renæssancen' af Sanne Stemann Knudsen; Kim Beck Danielsen

Ole Meyer

2022-02-07 09:31:16

Sjusket og fordummende bog. Anmeldelse fra 2005 følger her (Dansk Noter 3 2005):

NAIV RENÆSSANCE
Kim Beck Danielsen og Sanne Stemann Knudsen: RENÆSSANCEN – Da mennesket kom
i centrum, Systime 2005 , 208 s., ill., 180.- excl. moms.
På svensk findes en genre der hedder pekoral, som når for eksempel den lille provinskommis i Birger Sjöbergs Fridas Visor drømmer om Italiens skønne land där små citroner gula de växa uppå strand og hvor sortøjede skønheder synger i gondoler neden for Vesuv. Bag hvilken solen går ned, i øst. Et sådant drømmeland er for mange fortsat Renæssancen med stort R: et kært spejl for egne længsler og identifi¬kationer, immunt over for egne indre modsigelser og indvendinger fra en mere prosaisk facetteret vir¬ke¬lighed.

Den foreliggende bog har en god rem af huden, allerede fra første side: “Oplyste mennesker i Nord¬¬italien [der menes vel: Mellemitalien, da bogen næsten kun beskæftiger sig med Firenze] var bevidste om, at de levede i en ny epoke, som de kaldte for renæssancetiden”. Første del af påstanden er tvivlsom om end vanskeligt falsificérbar, anden del rent opspind. Og videre s.10: “den franske revolutions idé om et borgerstyret demokratisk samfund, havde ledende kredse i Norditalien [sic, igen] allerede sat på dagsordenen i 1400-tallet”. Hvem, hvor og hvordan, er bogen tavs om: påstanden kunne måske vagt og svagt passe på anden halvdel af 1200-tallet; ikke tiden derefter, især ikke i Italien.
Der er tale om en kommenteret materialesamling med kapitler om byen Firenze, om florentinsk kunsthistorie, om 1300-tallets italienske litteratur, om (15-1600-tallets) naturvidenskab, foruden et indledende og afsluttende kapitel om renæssance generelt. Gennemgående tolkes stoffet ud fra en ureflekteret forestilling om at alle dynamiske eller blot sympatiske træk – såsom spor af individualitet, nysgerrighed, selvbevidsthed, historisk interesse, handlekraft, sanselighed – vidner om renæssanceånd, mens det modsatte er middelalderligt: “Selv om Dantes forestillinger hører middelalderen til, så er hans spørgelyst og videbegær en forudsætning for den nye verden, som toner frem i tiden efter dette værk” [dvs. Komedien], s. 21. – Dante havde vel både det og det andet fra 1200-tallet, og de radikale aristotelikere? Man bemærker den let ubehændige, præcisionssky prosa, som også s. 42: “Det er dobbeltmoral, at [Cosimo de’ Medici] tilsluttede sig renæssance-idéerne, medens han i politik og forretningsliv opførte sig som en tyran”. – Er det sidste da mindre ‘renæssance’agtigt? Hvad forfatterne i øvrigt forstår ved begrebet tyranni (s. 19, 122 m.fl.), er uklart og tvivlsomt: samtidens begreb var signoria, (ene)herredømme. Og Cosimo var en hård banan, javist, men styrede ikke blodigt. – Omvendt får vi om Petrarca (en af bogens få ikke-florenti¬nere) at vide at “Han har renæssancemenneskets hang til selvhævdelse men er samtidig underlagt middelalderens normer for, hvad der er rigtigt og forkert”, s. 147. – Osv. osv., skønt man for længst har kunnet og burdet vide bedre.
Som om der ikke var nok at tage fat på i den egentlige renæssancetid – lad os traditionelt kunst- og idéhistorisk sige tiden omkring 1400-tallet, 1-2 århundreder i alt – vil forfatterne helst også udstrække den til tiden omkring 1600, hvor en ny, mere eksperimentel videnskab må være tegn på “at renæssancen (slår) igennem endnu senere” på dette felt (s. 169), efter åbenbart at have ligget underdrejet i 2-300 år pga. konservatisme. Her skræves bravt.

Tekster: nogle er nye på dansk, til dels oversat via engelsk uden angivelse af kildesprog; andre er gengangere fra andre udgivelser, ikke altid pålideligt gengivet. Tilsvarende gælder ikke-danske ord og begreber, samt redegørelser for florentinsk politisk historie. Billeder: i vidt omfang taget fra bøger, hvilket ses af gengivelseskvaliteten. Oplysningerne til de enkelte billeder er nødtørftige og/eller vildledende, hvad der gør tanken om at bruge dem seriøst til billedanalyse noget tvivlsom. At [Michelangelos] “Davids krop ikke er sanselig i erotisk betydning” (s. 113) kan vist i øvrigt kun skrives af en der hverken har gået rundt om originalen eller kender til kunst¬nerens biografi.

Til slut, i bogens bedste kapitel, udsættes renæssancebegrebet for brudstykker af en kompetent diskussion, med korte tekstuddrag af bl.a. Michael Nordberg, hvis sunde og eminent læselige bog om myter og virkelighed i 1400-tallets Italien ikke synes at have sat sig spor i forfatternes hoveder. Den bør læreren læse, hvis denne bog skal bruges til undervisning. Ubeskedent vil jeg også anbefale bind 3 af Samlerens antologi, som ikke længere kan fåes, men nok kopieres. Og så er der jo fortsat Pär Lagerkvists roman Dvärgen fra 1944, hvor det hele står, på den ene eller den anden måde.
Ole Meyer, lektor i dansk ved Firenzes universitet.